Slipset strammer i Danske Bank.

Pengepolitiske udlån

Da Nationalbanken for 1-2 år siden udvidede belåningsgrundlaget til også at omfatte "gode udlån" blev begivenheden omfattet med offentlighedens sædvanlige blanding af manglende interesse og endnu mindre forståelse for væsentlige begivenheder.

Dengang påpegede jeg efterfølgende det mere interessante perspektiv: Nemlig, at Nationalbanken dermed fik åbnet bankernes (i dette tilfælde Danske Bank) udlånsbøger. Det er så fra den anden ende end den meget mere omtalte åbning gennem en fastsættelse af vurderingsstandarder for sikkerheden i udlån.

Standarderne er væsentlige, fordi hvis der skal gøres undtagelser fra disse standarder, så påhviler det banken i hvert enkelt tilfælde at dokumentere og argumentere for at netop dette specielle udlån er af en bedre bonitet end gennemsnittet.
Dette er Basel III metodikken, som følges med større eller mindre dygtighed og engagement af alle centralbanker og navnlig af ECB - og deres bankinspektorater. EU er af den sædvanlige hjernedøde flok blevet lagt for had; men sandheden er, at det reelt er ALLE centralbanker i verden, der officielt (med varierende grad af vederhæftighed) bekender sig til disse minimumskrav. Minimumskrav som man naturligvis er vel vidende om, at banker aldrig kunne drømme om at opfylde.
Om ikke andet har disse standarder afstedkommet en hektisk aktivitet med makulering af kompromitterende materiale, for at skubbe udlån med erkendt misligholdelse ind under en højere kategori - noget som aflæses i Finanstilsynets gentagne konstateringer af tomme sagsmapper.

Man havde forsøgt at overlade det til bankerne at være aktive deltagere med "Objektive Indikationer på Værdiforringelse". Det gik naturligvis ikke, for så lod bankerne bare være med at kreditopfølge. Når man ikke kikker efter, så ser verden MEGET bedre ud - og man slipper af sted med lodrette løgne, fordi man har sørget for at de ikke kan modbevises.

Det pengepolitiske grundlag er omvendt på den måde, at det lægger bevisbyrden fra tilsynsmyndigheden over på banken. Der er nok overvejende sandsynligt at roderiet omkring opløsningen af Faaborg Sparekasse får et efterspil af en art - som naturligvis ikke kommer til offentlighedens kendskab - ikke med bankernes gode vilje. Hvordan den rodebutik af manipulationer, der i sidste ende baserede sikkerheden på nogle dubiøse ejendomme, kan kaldes prima kvalitet - det vil formentlig overstige bankernes pædagogiske evner. Det er imidlertid det mindste problem, for i dette tilfælde bliver de nød til at give en forklaring, der kan løfte en omvendt bevisbyrde i en bedragerisag: Man kan med andre ord anlægge ond vilje som udgangspunkt.

Det første halve års tid skete der ikke det store - udover det sædvanlige nedbrud af folks konti omkring nytåret, fordi Danske Bank naturligvis ikke havde likviditet. I alt væsentligt har bankerne et indlånsoverskud, hvorfor likviditeten ikke under normale omstændigheder er noget problem. Danske Bank udgør her den store undtagelse - fortrinsvis fordi den er så massivt insolvent. Det at låne penge ud til flextumper, der end ikke har overvejet at betale rente - endsige afdrag - det VIL naturligvis belaste likviditeten; men ikke nødvendigvis soliditeten, givet de vidtstrakte muligheder for at bogføre lodrette løgne.

Interbank lånemarkedet som en dødssejler som Danske Bank læner sig op ad, mister naturligvis enhver tiltro til svindlerne. Der er ikke længere tale om manglende tillidt - det er en klippefast mistro. Danske Banks postulater og fremstilling overlever ikke den svageste berøring med den virkelig alle kan se, hvis de bare ulejliger sig med at åbne et øje på klem - lejlighedsvis.

Jeg har ventet på denne omlægning af de pengepolitiske udlån til virksomhedsobligationer, fordi det er ikke holdbart, at en bank låner penge ud til prima kunder for f.eks. 4-5 % mod en rente på 0,2% i Nationalbanken. Det på den ene side; men investorerne - i deres vel funderede mistro til Danske Bank - nægter at forstrække selv med allerkorteste tidshorisont, fordi de véd, at den prima sikkerhed, der måtte være er stampet i Nationalbanken. Det har naturligvis konsekvensen, at investorerne må betale gebyr for at få opbevaret deres likviditet i Nationalbanken.
Påstanden om at Danske Bank bare kan sætte udlånsrenten op, så de gode kunder kommer til at betale for de dårlige, den er utilgivelig naiv. Vi taler altså ret mange penge, hvor både debitor og kreditor kan blive bedre stillet ved at arbejde udenom banken.

Vi så i optakten i marts/april måned, hvor Danske Bank har vægret sig på det voldsomste ved at omlægge disse udlån til virksomhedsobligtioner, at det interne nag mellem Danske Bank og Nordea gjorde at Nordea's investeringsafdeling i hvert fald i ét tilfælde har været involveret med perfide stikpiller, som godt nok ikke havde noget volumen; men som rimelig klart påpegede, at der var andre muligheder for at skabe den fornødne kontakt mellem investeringer og investorer.
Det er så blevet yderligere udbygget ved de initiativer, der er kommet fra politisk hold (herunder EU, men også lokalt) for at skaffe finansiering til små- og mellemstore virksomheder.

Denne omlægning har så udelukkende været et spørgsmål om tid, hvor jeg foreløbigt antog en vis succes for Danske Bank med at sabotere ved det, at jeg antog, at marts/april måneds dråbevise udhuling af Danske Banks udlåns bog ville fortsætte. Konstruktionen har imidlertid været mere fremskreden end jeg havde turdet håbe.

Danske Bank har således i vanlig hoven uduelighed bragt sig i en endnu værre situation end den klemme, de var i.
Dels har man ved at misbruge de pengepolitiske udlån til at skjule et markant nedskrivningsbehov på ejerboligudlån fået kompromitteret sine gode udlån - og dermed sin indtjening. Samtidig har man med sit forbryderiske attentat på kronen ved at forlange "abonnement" fjernet den billigste finansiering overhovedet, nemlig indskud fra lønmodtagere. Man har bevæget sig fra det håbløse til det desperate.

DONG

1,8 mia. af 10 mia.?

Thomas

Interessant.

Givet de nye kommunikationsmuligheder (internet m.m.), hvad forhindrer egentlig virksomhed A i at sælge gæld på børsen til en småsparer som mig?

Kunne man ikke forstille sig, noget nær aktiehandel over internettet, en e-børs hvor Virksomhed A udbød obligation K til 3% i 10 år. Jeg kunne så købe et antal af dem for mine begrænsede midler, tage en risiko, men også få et forventet afkast langt over hvad banken giver mig.

Jeg mener, har vi overhoved brug for banken som mellemmand?

Jomsviking skrev:

Jeg mener, har vi overhoved brug for banken som mellemmand?

Tjaaa, det har jeg tænkt på..... men helt så enkel er problemstillingen nu ikke.

Hvis Du ser på den teoretiske rentekurve, så udviser den jo for praktiske formål en ret vinkel - der er i hvert fald på en normal skala kvalitative forskelle på det korte sigt - under f.eks. 2 år - og det lange sigt, hvor vi taler deciderede investeringer.

Den egentlige bankforretning er - efter min opfattelse - formidling af driftskreditter ved hjælp af småsparernes almindelige reserve - den man gerne siger, at man som lønmodtager skal have på 2-3 måneders løn efter skat - mhp. at tage livets små stød og spare op til sommerferien mv.

Det andet er investeringer som sådan.

Her ligger problemet i et marked hvor ret så store beløb kan formidles fra ret så store opsparinger.

Her kommer der en væsentlig risikovurdering ind. Her er man nok som sparer tjent med at have sine få og små penge i flere forskellige pensionsordninger/kasser. ATP har klaret det udmærket (om ikke lydefrit), mens de andre ordninger har været katastrofer i varierende omfang.

Den anden side er pensionskassernes evne til at vurdere risiko, hvilket kræver en ekspertise skud ind mellem debitor og kreditor. Her var realkreditten tidligere en udmærket institution, hvor både debitor og kreditor kunne nå hinanden til en lavere pris, fordi sikkerheden i lånet var i top.

Man skal som sparer være klar over, at ens evne til at vurdere en investering risici afhænger stærkt af ens ekspertise på et ret så snævert felt. Har man ikke mulighed for at vurdere så må man betale sig fra det i en pensionskasse, forsikring eller investeringsforening (det sidste er nu også mest et produkt til professionelle investorer). Vil man slet ikke ind i det ræs, så er der kun statsobligationer tilbage. Afkastet er stærkt begrænset; men p.gr.a. den meget høje sikkerhed, så er det langsigtede afkast ikke meget ringere end en veldrevet pensionsordning. Alle pensionsordningernes garantier om et overnormalt afkast er ren og skær uvederhæftighed!

Som investor VÉD man der kommer tab, der skal afskrives, hvorfor enhver form for overnormalt afkast lægges til side i en reserve. Problemet er at en forsigtigt drevet pensionsopsparing vil akkumulere en betydelig reserve - og så kan man altid diskutere, hvornår den skal fordeles til sparerne.